Vi havde besøg af vores ældste barnebarn på 2 år, så i denne omgang blev retten lavet på den rimelig milde karry, hvis den er til voksne mennesker vil jeg anbefale Den pænt stærke karry. Retten kan også laves som en vegansk udgave, ved simpelthen at springe kødet over, det er nok ikke nemt at gætte hvilken karry jeg så vil anbefale.
Det skal du bruge til 4 personer:
600 gr. kyllingeinderfilet, hvedemel, evt. sesamfrø, Klittens karry, salt, 2 ds. kokosmælk, lidt olie til stegning, 300 – 600 gram grøntsager snittet i strimler, f.eks. porrer, gulerødder, selleri, peberfrugt. (i en snæver hverdagsvending bruges en pose wokgrønt), 3-4 dl. ris.
Sådan gør du:
Bland hvedemel, lidt salt, evt. sesam hvis du er til det og karry (nu kommer tricket :-)) i en frysepose, ryst det godt (Her er det smart at holde posen lukket) kom derefter kyllingen i posen, bland, ryst, gnid, indtil alle flader på kyllingen er dækket. Klip det øverste af posen af, så er det nemt at tage kyllingestykkerne med en madpincet. Steg kyllingestykkerne på en pande, hold dem derefter lune i ovnen ved 120 grader.
Panden varmes op og grøntsagerne lynsteges under omrøring, salt og karry tilsættes. (Det er nu du skal sætte risene over) simrer ca. 10 minutter, kokosmælk tilsættes og det koger ca. 5 minutter, smages til og anrettes.